• Den »svenske børnesoldat« vidste, hvad han skulle: »Jeg er ikke en morder«

    Источник: BDK Borsnyt / 21 ноя 2024 15:12:33   America/New_York

    Efter knap syv måneders varetægtsfængsling satte en 16-årig svensk dreng med smalle skuldre og blond hår sig i vidnesskranken for at bedyre sin uskyld. »Jeg er ingen morder,« sagde han, og teknisk set havde han ret. Den 25. april blev han nemlig anholdt ved Københavns Hovedbanegård, før han overhovedet var kommet i nærheden af et våben, et mål eller bare noget, der lignede næste trin i mordmissionen i den tredje af de i alt mere end 20 sager, som bliver kaldt svenskersagerne. Eller de »svenske børnesoldater«, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder dem. Var det planen, at du skulle skyde og dræbe nogen i København, spurgte anklageren. »Jeg kom til Danmark, fordi der skulle være noget, men jeg ved ikke hvem eller hvad,« sagde den svenske dreng til at begynde med. Men da anklageren læste op fra tidligere afhøringer, stod det hurtigt klart, at den unge, blonde svensker var udmærket klar over, at han var i København, fordi han var blevet tilbudt 200-300.000 for at skyde og dræbe. Men han havde ikke tænkt sig at gennemføre det, bedyrede han. Det var derfor, at han blev anholdt på vej tilbage til Hovedbanegården og ikke på vej mod Nørrebro Station, forklarede han, og i øvrigt havde han tænkt sig at snyde bagmændene. Han var ikke helt sikker. Men han havde en forventning om, at han først skulle til en lejlighed, hvor han ville få halvdelen af beløbet, hvorefter den anden halvdel ville blive udbetalt, efter ugerningen var udført. Planen var at tage pengene og så gå ud for at købe drikkevarer og forsvinde, påstod den tiltalte dreng. Han forklarede også, hvordan han, som efter eget udsagn ikke er en morder, var havnet i den situation. Selvom han boede på børnehjem, havde han tæt kontakt med sin mor, som for nylig havde fået konstateret kræft. Faderen var død, da drengen var seks år gammel, så der var ikke andre, som kunne hjælpe med at skaffe penge til en eller anden uspecificeret dyr behandling, som moderen angiveligt havde brug for. Da han skulle forklare, hvorfor han så ikke gennemførte fupnummeret mod bagmændene, lød det bekendt. »Jeg tænkte, at det var ikke det værd at tage halvdelen af pengene og tage tilbage til Sverige, for jeg ville risikere min lillebrors og min mors sikkerhed,« sagde han gennem sin svenske tolk. Frygt og trusler Som Berlingske for nylig kunne fortælle, afslørede en sag i Stockholm, at trusler og frygt spiller en stor rolle, når bander forsøger at få svagtstillede børn til at begå mord og attentater i Danmark. Efter minutiøs gennemgang af svenske politirapporter stod det i den sag klart, at trusler mod familien var udslagsgivende for, at 16-årige Luiz tog på mordmission, imens 14-årige Sana var bange for selv at blive sprættet op. Den 16-årige svensker i Københavns Byret var bange for sin mors og sin lillebrors sikkerhed. Men samme frygt fik ifølge hans eget udsagn ham til at vende om. »Jeg er ikke nogen morder. Jeg kan ikke tage en anden persons liv,« sagde han. Der er også andre ligheder mellem sagerne. I sagen fra Stockholm var bagmændene digitale spøgelser, der kun eksisterede som profilnavne på krypterede tjenester. De hed for eksempel Gerilla Monkey og Balkan 2.0. I sagen i Københavns Byret hed de digitale spøgelser Frankling Saint, Velo 2.0 og Cervello. Fremgangsmåden var cirka den samme, men da anklageren gav sig til at præsentere, hvad der var sket på den blonde svenskers telefon, stod det klart, at han ikke virkede bange. Og der var ingen trusler. Godt nok gjorde Frankling Saint det klart, at man ikke kunne sige ja til sådan en opgave og så springe fra. »Jeg er ikke en tvivler,« svarede den 16-årige, og lidt senere i samme tråd skrev han: »Det er bare trykke af, der findes ingen tøven.« Og i flere måneder havde den 16-årige udvist stor interesse for narkotika, våben og lejemord. Han havde meldt sig ind i grupper på sociale medier, der netop handlede om lejemord. Den 23. april påtog han sig opgaven. »Vil du køre japping i Danmark,« spurgte en bagmand med det digitale alias Cervello, og den unge svensker svarede ja. Japping er svensk slang for lejemord. Der var ikke noget at misforstå. Ifølge politiets gennemgang af drengens telefon gav han sig straks uopfordret til at fortælle vidt og bredt, at han snart ville komme til penge. Til nogle fortalte han blot, at han skulle hente nogle penge i København. Til andre kunne det lyde som decideret pral. Selv i toget på vej mod København og den mordmission, der ventede ham, skrev han til flere forskellige venner. »Man lever kun en gang,« skrev han til en veninde. »Det her bliver måske den bedste beslutning i dit liv,« svarede hun. »Ja, gangshit,« svarede den 16-årige og udfoldede argumentationen. »Det her er helt sikkert den bedste beslutning i mit liv. Hellere det her end at sidde i en fattig lejlighed i Halmstad,« skrev han ifølge politiets analyse af den telefon, som de konfiskerede, da den 16-årige blev anholdt. På samme telefon kunne politiet se, at bagmanden med det digitale alias Frankling Saint tilbød den unge svensker 10.000 kroner mere, hvis han kunne skaffe en lejemorder i Stockholm. Vedkommende ville få 100.000 kroner, og den unge svensker ville så få ti procent. »Jeg vil se, hvad jeg kan gøre,« svarede den blonde dreng, som i byretten insisterede på, at han ikke var morder. Mystisk tilhører i håndjern I retten stod det også klart, hvor mange ressourcer Københavns Politi bruger på de mange unge svenskere, der er blevet sendt til København i 2024 for at begå personfarlig kriminalitet. En it-efterforsker forklarede, at han stort set ikke havde lavet andet end at gennemgå svenske telefoner siden april, og politiinspektør Bo Hass fortalte, at National enhed for Særlig Kriminalitet har skrevet en såkaldt oplysningsrapport om »Crime as a service«, som politiet kalder fænomenet, for at finde mønstre, der kan lette politiets arbejde. Som i øvrigt er utroligt effektivt, når det kommer til at fange de unge svenskere. Det er noget andet med bagmændene, som ofte blot optræder som digitale aliasser. Men også her er der fremgang. Den 6. november blev tre svenskere anholdt i Alicante i Spanien efter et samarbejde mellem svensk, dansk og spansk politi gennem Interpol. Og i Københavns Byret sad en mystisk tilhører. Endnu en ung mand. Han blev ført ind i håndjern og gemt bag en defekt storskurk, og herfra lyttede han med den svenske tolk i et headset. Hvem han er, og hvordan han er forbundet med den 16-årige, blonde dreng, der efter eget udsagn ikke er en morder, prøver Berlingske at finde ud af. https://www.berlingske.dk/politik/den-svenske-boernesoldat-vidste-hvad-han-skulle-jeg-er-ikke-en-morder
Опубликовать